Uden for sæsonen
Udenfor sæsonen bliver palmerne, baren, parasollerne og alle de andre ting på Palmestranden selvfølgelig flyttet indendørs, så de ikke bliver ødelagt af vind og vejr. Sæsonen løber normalt fra slutningen af maj/starten af juni og frem til midten af september.
Men hvordan opbevares palmerne?
Palmerne
Når sæsonen slutter køres palmerne ind i kommunens væksthus på Brønderslevvej 20. Det er et væksthus på 800 m2 med en loftshøjde på 8 m, så der er god plads til de efterhånden store palmer.
Her overvintrer de ved 0 - 5 grader, og de passes vinteren igennem med vand og gødning. De beskyttende omgivelser i væksthuset giver palmerne mulighed for at hele eventuelle skader, som de har fået i sommersæsonen.
Palmerne flyttes udenfor i gartneriet om foråret, så de kan vænne sig til det direkte sollys, inden solen bliver alt for skarp. På den måde bliver de bedre rustet til en lang sæson på Palmestranden.
For at give byens besøgende mulighed for at opleve palmerne på nært hold, bliver der ind i mellem afholdt forskellige arrangementer i væksthuset.
Hva' med alt det andet?
Tangparasoller, tangbar, solsenge, beachvolley-baner og beachhåndbold-baner bliver pakket sammen og opbevares i Gartneriet uden for sæsonen. Nogle af tingene kræver naturligvis noget vedligeholdelse, og det bliver der taget hånd om i denne periode.





